Projektledere er en døende race og dyrepasserne har ikke engang opdaget det!

Projektledere har for mange krav

Super-projektlederen?

Om 15-20 år er der ikke længere brug for projektledere, som vi kender dem i dag. Derimod er der brug for iværksættere, netværksskabere og facilitatorere. Den nuværende projektleder uddør, som alle andre arter, der ikke evner at omstille sig. Den nuværende projektleder vil sikkert gerne; men kan ikke tilpasse sig nutidens og fremtidens krav, simpelthen fordi generne blokerer. Den typiske projektleder er nemlig udklækket i en rede nede tæt på jorden og lærer sjældent at klatre ret langt op i trækronerne. Fremtiden kræver derimod bevægelighed og evne til at svinge sig rundt hvor der er lys og energi og virkelyst. Fremtidens projektledere er procesledere og udklækkede helt andre steder i skoven. De kan skabe værdifulde relationer og resultater både vertikalt og horisontalt i skoven.

Man skulle jo tro, at projektledernes europæiske og internationale foreninger tog vare på situationen. Det mener de sikkert også, at de gør; men sagen er desværre den, at de blot udbygger og forfiner en vej, som hele tiden har peget mod afgrunden. Foreningerne reagerer fuldkommen ukritisk med ”Nå, hovsa, skal projektledere nu også kunne det der? – jamen så skriver vi da lige et kapitel mere i bogen” – den i forvejen uhyre omfangsrige bog over krav til den moderne projektleder. Al historik viser desværre, at når man stiller flere og flere krav (og her taler vi virkelig om vidt forskellige typer af krav) så ender man med at miste det væsentligste og får til gengæld noget ligegyldigt. Foreningerne følger en idé om at projektledere skal kunne mere og mere i stedet for at overveje, om projektledere kunne hjælpe projekterne igennem på nogle helt andre og måske meget bedre måder? Mikkelsen og Riis har for længst indset og beskrevet det, det at projekter kun er en (mindre) del af udviklingen og forandringen og at de dermed er lavere rangerende; men foreningerne prøver alligevel at fremavle en hypotetisk superrace af projektledere, som kan det hele og rangerer over det hele og styrer det hele.

Lad os vaske tavlen ren og kikke på, hvad det i sidste ende er, der får tingene til at ske i succesrige projekter i nutidens organisationer, og så lad os hurtigst muligt begynde udviklingen at fremtidens ”projektleder”. På så mange andre områder har Danmark haft førertrøjen på når det gjaldt gode ledelse og fremragende arbejdsmiljøer. Hvorfor skulle vi så ikke også kunne gøre det på området ”projektledelse”?

No Comments

Leave a Comment

Please be polite. We appreciate that.
Your email address will not be published and required fields are marked


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.